Implementering

Skoleudviklingsprojekternes positive virkning forudsætter en vellykket implementering.  Her er beskrevet de faktorer, som følgeforskningens analyse viser fremmer en vellykket implementering. 

Implementeringsstrategi

Analysen viser, at det er vigtigt, at implementering er tænkt med helt fra starten, hvor ideen til et inklusionsprojekt bliver født. Et projekt har større sandsynlighed for at blive gennemført succesfuldt, hvis der er udarbejdet en implementeringsstrategi, hvor der som udgangspunkt er reflekteret over de forskellige implementeringfaktorer.

Følgeforskningen viser også, at der i nogle tilfælde kan være behov for mere direkte implementeringsstøtte til deltagerne i projektet. Det kan være PPR eller andre ressourcepersoner, som kan yde implementeringsstøtte.

Endelig er det en fordel, hvis projektet er baseret på erfaringer fra tidligere gennemførte pilotprojekter. Herved kan nogle faldgruber eller fejldispositioner undgås.

 

Projektledelsen

Projektledelsen skal have de rette forudsætninger for at kunne lede projektet, projektledererfaringer samt viden og ejerskab til projektet. Og projektledelsen skal tage ansvar for projektet. Endelig skal projektledelsen repræsentere de mest relevante aktører/samarbejdspartnere i projektet.

Hvis projektlederen mangler erfaring med projektledelse og ikke er rustet til at iværksætte et projekt, eller projektlederen ikke har et reelt ejerskab til projektet, er det svært at få projektet i hus, selv om der er sat ressourcer af til det. Det er derfor vigtigt, at der er mulighed for at få rådgivning/sparring til projektet fra en ressourceperson med viden om inklusion og projekter fx fra PPR.  

 

Kommunikation

Kommunikation har betydning i forhold til at fastholde den røde tråd i projektet. Projektdeltagere og eksterne samarbejdspartnere skal fastholdes i de roller eller opgaver, der er planlagt, dvs. hvem gør hvad. Det gælder både i forbindelse med opstartsfasen og undervejs, når der løbende sker nye tiltag og ændringer.

 

Ejerskab

Implementering af udviklingsprojekter drejer sig generelt om at få de involverede til at ændre den måde, de arbejder på. Forandringer møder modstand, hvis der ikke er opnået ejerskab til projektet, dvs. at medarbejderne har forståelse og accept af projektet. Ejerskabet og deltagernes ansvar for projektets udvikling kan fremmes ved:

  • At projektet giver mening for deltagerne og rammer et behov, som er til stede hos de personer, der skal implementere i praksis
  • At projektet er tænkt ind i og tilpasses den lokale kontekst  
  • At deltagerne har en fælles forståelse for projektets indsats og projektets teoretiske/metodiske tilgang på tværs af faggrupper
  • At deltagerne er inddraget i at planlægge, bestemme og gennemføre projektet
  • At der både er ledere og lærere med i projektgruppen

 

Tid til refleksion

Tid til fælles refleksion undervejs i processen med udveksling af erfaringer og evalueringer fremmer implementeringen. Kører projektet, som det skal, eller er der noget, som skal ændres. Fx kan anvendelse af en logbog, være med til at skabe et refleksion i projektet.

Log ind med KL oplysninger

KL log ind

 

Om hjemmesiden

KL - Weidekampsgade 10 - Postboks 3370 - 2300 København S - tlf. 33703370 - email kl@kl.dk